onsdag den 17. oktober 2012

Antik Pjot - altid et besøg værd!

Normalt holder jeg de gode loppesteder for mig selv. Ingen grund til at andre skal snuppe de gode sager for næsen af én, vel? :D Men med dette sted er det anderledes!



Antik Pjot er simpelthen det allerbedste sted, når der skal indkøbes ældre møbler, glas osv. og jeg deler gerne - de får nemlig MASSER af nye varer hele tiden!

De ligger i Rødovre, lige ved Rødovre Centret, der er gode parkeringsforhold til dem der kommer i bil, og nemt at komme til for os der skal med bus. De er smadder flinke derude, og kan altid give en god samlet pris, hvis du køber flere ting, PLUS (og dette er ret væsentligt når man ikke selv har bil): De tilbyder billig levering!

Butikken er proppet til randen med fine møbler og labre sager. Websitet viser kun en brøkdel af deres varer, og der er slet ikke alle de små sager, som porcelæn, bøger, dims og dingenoter. Jeg har endnu ikke været der uden at finde et eller andet der skulle med hjem.

I denne omgang skulle vi have et klædeskab mere. Vi har allerede et derfra, så tog afsted efter et lignende - og selvfølgelig lykkedes det! 2200 kr, inkl. levering og opbæring til 3. sal. Ikke dårligt, synes jeg! Det kan selv IKEA ikke klare billigere!

billedet er fra deres webside, hvor vores skab var lagt op.

Nu er skabet samlet og vasket af, men står midt i rummet. Det skal erstatte et langt mindre skab, der nu bliver sat op inde på Frøken Æblekinds værelse. Det skal dog lige tømmes og skilles ad, så det nye kan komme på plads, derfor må du nøjes med dette billede, der lå på Pjots website. Skabet er meget flottere i virkeligheden! Det har nogle smadderfine detaljer, der bare ikke findes på et nyt klædeskab, og så holder det i mange år endnu.

Nu har vi 3,5 meter skabsvæg i teak. Mon det er nok til alt det tøj Hr. Apfel har? (nogen har sig en velklædt mand!)


Jeg får altså ikke noget for at skrive denne lovprisning, men jeg er oprigtigt begejstret. 
Fantastiske forretninger skal anbefales videre, så de kan blive ved med at være fantastiske! 

4 kommentarer:

  1. Sådan har vi også fået installeret på sønnikes værelse - vi fandt det på dba, og det har den fineste pastelblå farve indvendigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. uh ja, det har jeg også haft et der havde. Desværre blev malingen opløst da det blev rengjort (den var vist pænt gammel!), så måtte selv male det indvendigt, og valgte en fin lys turkis. Det er nu fint!

      Slet
    2. Nemlig! Gode steder skal anbefales videre :)
      Kender du http://www.facebook.com/cphtreasures?fref=ts?
      En herlig oversigt over 2.hand i Kbh

      Slet
    3. Det kender jeg ikke, må da bestemt tjekke siden ud. Tak!

      Slet